Tyrkiet er en del af løsningen

skrevet af Erik Boel

lørdag, 25 februar 2006

Debatindlæg bragt i Information d. 24.02.2006, skrevet af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen "Tyrkiet er en del af problemet, ikke af løsningen". Sådan kommenterer regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, det østrigske EU-formandskabs forslag om at lade Tyrkiet spille en mæglerrolle mellem EU og Mellemøsten i Muhammad-krisen. Men i den aktuelle situation har statsminister Erdogan tværtimod manet til besindighed, når det gælder reaktionerne på Muhammad-tegningerne. Og Tyrkiet er et godt eksempel på, at religion kan eksistere inden for et politisk system, hvor religionen både bliver fortolket og stillet kritiske spørgsmål til - ganske som vi gør i Europa, når det gælder kristendommen. Det er baggrunden for, at rabiate islamister i Mellemøsten ser Tyrkiet som et skræmmebillede: Islam er jo guddommelig og demokrati en vestlig opfindelse. Et ben i hver lejr En britisk general har sagt, at Tyrkiet på én gang er det mest europæiske land i Mellemøsten og det mest mellemøstlige land i Europa. Tyrkiet ligger "på korsvejen mellem to kontinenter, to kulturer og to skæbner". Tyrkiet har et ben i hver lejr. 98 procent af tyrkerne er muslimer, regeringen har rødder i islam, og det er symptomatisk, at Tyrkiet beklæder generalsekretærposten i Organisationen af Islamiske Lande. Tyrkiet har samtidig relativt tætte forbindelser til problemlande som Syrien og Iran, hvor de danske ambassader for nylig blev angrebet. Tyrkiets afvisning af at hjælpe amerikanerne i forbindelse med krigen mod Irak i foråret 2003 styrkede også landet troværdighed i regionen. Senest har udenrigsminister Gül taget imod repræsentanter for Hamas, der netop har vundet valget i de palæstinensiske områder. Bush-administrationen har for længst set Tyrkiets potentielle rolle, og præsidenten selv har omtalt Tyrkiet som et "alternativ, der fremkalder håb over for ekstremisme og religiøs intolerance".   Tyrkiet i mæglerrolle Tyrkiets problem i forhold til Mellemøsten er de historiske stereotyper mellem tyrkerne og araberne. Men med EU som løftestang vil Tyrkiet ikke på samme måde stå i et historisk modsætningsforhold til nabolandene. Denne dynamik virker allerede i det små, og statsminister Erdogan er gået så langt, at han har opfordret de islamiske lande til selvransagelse. Og Tyrkiet har sammen med Spanien taget initiativ til den såkaldte Alliance of Civilisations, der har til formål at fremme forståelsen mellem den muslimske verden og Vesten. Denne bestræbelse har ikke entydig opbakning i Tyrkiet. I det tyrkiske statsapparat er der en frygt for, at Tyrkiet vil blive trukket ned i "sumpen i Mellemøsten". I disse kredse er man bekymret over, at det konstant understreges, at Tyrkiet kan spille en rolle på grund af landets muslimske karakter. De så hellere, at det var Tyrkiets demokratiske og sekulære islæt, der blev fremhævet. Tilbage står, at det for Tyrkiet vil være interessant at spille en mæglerrolle i den aktuelle konflikt. Retssagen mod forfatteren Pamuk for at omtale det armenske folkedrab har givet landet nogle ridser i den politiske lak. Og mange EU-borgere er skeptiske over for tanken om Tyrkiet som EU-medlem. Kunne Tyrkiet spille en konstruktiv rolle for at løse op for den nuværende konflikt, ville det i praksis for mange mennesker i Unionen demonstrere, hvilken nytte vi kunne have af Tyrkiet som medlem. Derfor kan Tyrkiet være en del af løsningen på den aktuelle konflikt. Det er ikke sikkert, det vil lykkes, men alt bør forsøges i den nuværende situation. Og derfor bør statsministeren træde ud af Dansk Folkepartis skygge og give EU-formandskabets initiativ en chance.

< Forrige		Næste >