Hvor går grænserne for EU?

skrevet af Erik Boel

mandag, 27 november 2006

Kommentar skrevet af Erik Boel, Landsformand for Den Danske Europabevægelse. Landsformand for Den Danske europabevægelse, Erik Boel, opfordrer i en kommentar statsminister Anders Fogh Rasmussen til at sige det rent ud, hvis realiteten er, at han er imod videre udvidelser af EU - heriblandt optagelse af Tyrkiet. Efter Erik Boels mening er udvidelsen er slet og ret for vigtig til at sætte på stand-by. Det er bemærkelsesværdigt, at statsministeren i forhold til Tyrkiet vælger at gå på tværs af den linje, USA's præsident, George W. Bush, og Storbritanniens premierminister, Tony Blair, har lagt - to politikere, der ellers er statsministerens hovedallierede i international politik. Under normale omstændigheder ville det også gøre indtryk på statsministeren, at Dansk Industri varmt støtter perspektivet om tyrkisk medlemskab af EU med baggrund i en rivende økonomisk udvikling i landet. Inden for en kortere årrække vil Tyrkiet udgøre et af de mest attraktive markeder for europæiske virksomheder overhovedet. Statsministeren har i sin tid selv begrundet sin tvivl med henvisning til spørgsmålet om EU's absorptionsevne, når det gælder netop Tyrkiet. Efter min mening bør han sige det rent ud, hvis realiteten er, at han er imod videre udvidelser af EU. Hvis man derimod er for udvidelse, men ser håndteringsproblemer, er der her tale om en vigtig debat. Efter min opfattelse er sagen klar: Skulle der være er absorptionsproblemer, så skal de løses. Udvidelsen er slet og ret for vigtig til at sætte på stand-by: Tænk blot på perspektivet om et forenet Europa, udbredelsen af de europæiske værdier, et solidarisk Europa og en stærkere europæisk stemme i verden - fra januar er vi med Bulgarien og Rumænien en halv mia. mennesker og 27 medlemslande. Men først og sidst har muligheden for EU-medlemskab været en løftestang for vigtige politiske, økonomiske og sociale reformer i både syd og øst. Debatten om absorption giver kun mening i et længere tidsperspektiv: Det vil tage måske 10 år, før de næste nye lande kommer med i EU, og det bliver med lange overgangsperioder på de følsomme områder (eksempelvis arbejdskraftens frie bevægelighed) og de omkostningstunge (landbrugspolitikken). Det relevante spørgsmål er: Hvorledes lægger vi EU-samarbejdet til rette, således at det til sin tid vil kunne håndtere flere medlemmer? Generelt har udvidelserne af EU ikke ført til et tilbageslag i integrationsprocessen - tværtimod. Det er som regel de nye medlemslande, der er mest konstruktive. Hvis diskussionen skal give mening, bør den konkretiseres. Ellers bliver den pseudovidenskabelig og vil blive misbrugt af politiske populister. Lad os vurdere, hvor der måtte være besværligheder med kapaciteten: I forhold til eurozonen og Det Indre Marked skulle der ikke være større problemer. F.eks. har Tyrkiet siden 1996 har haft en toldunionsaftale med EU og er dermed godt klædt på til markedet. Fup eller fakta Med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed skal vi ikke glemme, at efter 2020 vil EU komme til at mangle arbejdskraft, og at det vil give vanskeligheder med hensyn til at opretholde velfærden. Her repræsenterer en ung veluddannet arbejdskraft fra f.eks. Tyrkiet ikke et problem, men snarere en del af løsningen. Når det gælder det økonomiske argument, er det kun 0,33 procent af BNP, der går til de fattigste regioner i EU - og de gamle EU-lande får mere igen. Udvidelserne har hver gang vist sig at være til økonomisk fordel for også de gamle EU-lande. I forhold til institutionerne er spørgsmålet om absorption et stærkt argument for at fyre op under den kuldsejlede forfatningstraktat. Men i øvrigt fungerer samarbejde med 25 medlemslande trods alt. Det afgørende er spillereglerne og den politiske vilje. Ikke antallet af medlemslande. Erfarne iagttagere af det europæiske samarbejde peger på, at EU25 faktisk mere effektivt træffer beslutninger, end EF-12 gjorde. Med hensyn til den 'kulturelle' dimension bliver Tyrkiet gang på gang peget ud som problembarnet. Efter min mening skal vi holde fast i, at EU-samarbejdet bør være åbent for kristne, jøder, muslimer osv. - vel forudsat at mærke at landene opfylder betingelserne for medlemskab. EU bygger på mangfoldighed og pluralisme. Det er spøjst, at det ofte er de samme mennesker, der tordner imod harmoniseringen i EU, som samtidig advarer mod Tyrkiet, fordi det angiveligt er for anderledes. Først og sidst henviser Tyrkiet-skeptikerne til befolkningernes holdning. Tilsyneladende et tungtvejende demokratisk argument. Men der er ikke tale om en statisk størrelse. Befolkningerne ville i sin tid have sagt nej til medlemskab for Slovenien, Letland og Litauen, som der i dag er bred opbakning til. Spørger man befolkningen, om Tyrkiet bør have mulighed for at komme med i EU den dag, det opfylder forudsætningerne herfor, får man lagt mere positive svar, end hvis man blot spørger, om Tyrkiet skal med. Det afgørende er oplysning og information om, hvad der er fup eller fakta i debatten om Tyrkiet. Og politikere, der ikke trasker i hælene på den seneste meningsmåling, men som har formatet til at spille på den lange bane - herhjemme en Uffe Ellemann-Jensen og ude i Europa en Carl Bildt eller en Tony Blair.

< Forrige		Næste >