Dårligt tidspunkt for EU at skubbe Tyrkiet væk

skrevet af Yildiz Akdogan

onsdag, 20 december 2006

Kommentar skrevet af Yildiz Akdogan, formand for TRiEU.dk Da EU's udenrigsministre mødtes I denne uge bl.a. for at debattere Tyrkiets fremtid, var de indforstået med Kommissionens anbefaling om at stoppe 8 af de alt 34 kapitler med tyrkerne.  Trods denne enighed, har udenrigsministrene prøvet at imødekomme både Cyperns og Tyrkiets situation og fundet frem til en gylden middelvej: Fastholde Kommissionens anbefaling om fastfrysning af dele af forhandlingerne og omvendt imødekomme Tyrkiets krav om at afslutte den totale isolation af den tyrk-cypriotiske del af Cypern. Selv om der endnu ikke er fastlagt en dato for, hvornår denne isolation skal ophøre, ser det på overfladen ud til at være en fair middelvej. Tyrkiet og Cypern er både blevet "belønnet" og "straffet". Tyrkiet har fået tilgodeset sit ønske om at der ses på en påbegyndelse af ophævelsen af isolationen Nord Cypern. Cypern på den anden hånd, har fået gennemtrumfet sit krav om at stoppe forhandlingerne, fordi Tyrkiet ikke har åbnet sine havne og luftrum. EU har gjort sit bedste, men reelt har EU også fralagt sig "ansvaret" overfor det nye kandidatland og dermed dets 70 millioner borgere - og ikke mindst en meget pro-EU og reformvenlig regering. Tyrkiet sidder med sorteper og timingen kunne ikke være værre for landet, både politisk, økonomisk og reformmæssigt. Et blik på debatten I de tyrkiske medier viser hvorfor. Siden EU Kommisionens signal om at blokere for nogle af kapitlerne, har rygterne om tidligt valg været på forsiderne - især hos de mere Erdogan-skeptiske medier som Hürriyet og Milliyet. Så sent som onsdag (13. dec) blev premierminisiter Erdogan spurgt af journalister til rygterne om at præsident Sezer skulle ønske et tidligt valg, nærmere bestemt april næste år. Noget Erdogan promte afviste ved at understrege at der ikke kan være tale om et tidligt valg, At nogle politiske grupper eller bestemte medier i Tyrkiet ønsker valg til april hænger sammen med, at der på dette tidspunkt skal udpeges en ny præsident. Godkendelsen af denne opgave tilfalder Parlamentet. Selv om Erdogan gang på gang har benægtet det, har der længe gået rygter om, at han kigger efter præsidentstolen i Cankaya, og hvis rygterne taler sandt, kan Erdogan realisere denne drøm meget lettere, som nuværende leder for en flertalsregering, hvor hans parti, AK-partiet, har 355 pladser ud af de 550 i parlamentet, end som måske oppositionsleder eller del af en mindretalsregering. Et tidligt valg fra Erdogans side, er derfor ikke ønsket. Erdogan begrunder sit afslag om tidligt valg med henvisning til den blomstrende økonomi, der ifølge ham, vil lide under rygterne om et tidligt valg. Et argument der ikke er helt uvæsentligt. Den Tyrkiske økomi oplever sin bedste tid, men selv om den gennemsnitlige vækstrate er på 6-7 %, er økonomien også meget sårbar overfor politiske uroligheder - det tydeligste eksempel hertil er skrækscenariet I 2001, som blev udledt af en politiske krise mellem daværende premierminsiter Ecevit og præsident Sezer. Udsigten om et EU-medlemskab har påvirket erhverslivet positivt i Tyrkiet - og ikke mindst givet udenlandske investorer en større tiltro til det tyrkiske marked. Spørgsmålet er om økonomien kan holde til, at der opstår politisk "slagsmål" om præsidentstolen og forberedelse til valget, der efter planerne skal holdes i efteråret 2007. Erfaringerne fra tidligere perioder siger, at chancerne ikke er gode. Heller ikke politisk ser det specielt lyst ud. Det kommende valg, hvad enten det bliver tidligt dvs. I april eller til efteråret, vil det næppe give samme valgresultat som I 2001, der ud over AK-partiet kun førte Socialdemokraterne over spærregrænsen på 10%. Seneste begivenheder med mange afhoppere fra både regeringspartiet og oppositionen til andre partier, bl.a. den liberale Moderlandsparti (ANAP), der I dag er repræsenteret med 21 mandater, er også tegn på at den kommende regering bliver en kaolition fremfor nuværende et parti som regeringspart. Ser man på den mere indadvendte og øgede EU-skeptiske befolkning, tyder alt på at den nationalistiske fløj vil få vind I sejlene. Den nationalistiske aktionsparti (MHP), spås til at komme ind næste gang. Partiet har heller ikke viget tilbage med at "udnytte" situationen ved at anfægte EU og opildne til de klaissike nationalistiske paroler om at 'Tyrkiet er bedre tjent uden EU, der I bund og grund ønsker et splittelse af landet , noget der ifølge gruppen ses i de krav EU stiller I forhold til bl.a. mindretalsrettigheder. Ligeledes har partiet også været meget kritisk overfor Cypernkravet og mener at EU presser Cypern fra dets modernation Tyrkiet, en retorik der vinder mere og mere lydhør hos befolkningen.  Det kommende valg I Tyrkiet bliver derfor lige så skæbnesvanger som EU-topmødets endelige signal overfor Tyrkiet. Hvad enten næste valg bringer MHP I regeringen eller gør dem til et oppositionspart, vil reformerne lide skade. Reformerne vil naturligvis ikke lide skade kun pga. MHP, men ligeså meget pga. en mere skeptisk indstilet gruppe af politikere fra forskelige partier, der gerne bruger patritiosme for at få sympati hos vælgerne. At netop vælgerne er begyndt at miste tiltro til Tyrkiets fremtid i EU, er et andet argument for den usikre fremtid Tyrkiet går i møde. EU's tackling af Cypern-problemet kunne altså ikke være værre. Mildest talt er det den værst tænkelige timing for Tyrkiet, og selv om bolden ligger hos Tyrkiet, vil det være EU der sidder med dårlig smag i munden, når der sker endnu mindre reformer i den kommende tid pga. valgstemningen - måske vil der endda ske tilbageslag mht. mindretals- og menneskerettigheder. EU har øget andelen af piskeslag men glemt guleroden som plaster på såret. Det er ikke en fair deal for Tyrkiet. Skulle man pege på vindere er det først og fremmest de to kommende medlemslande Bulgarien og Rumænien. Takket være EU's hovedpine, Tyrkiet, kom de igennem nåleøjet uden debat eller pegen fingren fra medlemslandenes ledere eller befolkning. En anden klar vinder er Cypern, som har sat 70 millioner menneskers fremtid og håb på spil. Det er mildest talt dårlig tackling og dårlig indstilling overfor fredens og mangfoldighedens Europa.

Næste >